Via Salaria

Den gamle romerske saltvej.

Den Via Salaria er en af de mest gamle konsulveje, som romerne har anlagt i flere etaper, strækker sig fra hovedstaden til Adriaterhavet og er stadig i brug i dag. Den er bedst kendt som statsvej 4 – eller rettere sagt SS 4. Det er nemlig vejen mellem Rom og Rieti.

Det mærkværdige navn stammer fra romernes brug af vejen, som hovedsageligt bestod i transport af salt, der blev udvundet fra de gamle saltværker, som formodentlig lå i Marken.

Den Salaria-vejen starter fra Aurelianske mure på vej ud mod Salaria-porten, … den fører nemlig lige mod Forte Antenne for at krydse floden Aniene og efter en hel del kilometer nå frem til den nuværende landsby Fidene.

Oprindeligt forgrenede vejen sig mellem enge og drænet jord, som først senere blev bragt i orden; eller rettere sagt, den endelige dræning fandt sted omkring to århundreder senere. Via Salaria forlader Roms udkant og fører mod Settebagni for til sidst at tage kursen mod Marcigliana Vecchia-godset hvor der lå en gammel romersk bosættelse, bedre kendt som Crustumerium. Lidt længere fremme begynder man at skimte de første bjerge; vi befinder os ved det nuværende Corese-pas i retning mod Fara Sabina.

Her delte Salaria-vejen sig i to strækninger, der var meget vigtige for den antikke handel; en vej ved Ponte Buita fortsatte nemlig mod Via Cecilia som mundede ud ved Atri – det gamle Hatria – mens den anden del nåede frem til Rieti.

Før man når Rieti, ser man nemlig to tydeligt adskilte strækninger: den ene drejer mod øst, passerer Apenninerne i retning af Sella di Corno og åbner sig ud mod Amiternum-sletten i nærheden af det nuværende L’Aquila, hvor den fortsætter ad Passo delle Capannelle og går videre til Teramo, eller rettere sagt, den krydser landsbyen Pretutii.

Den anden strækning fra Rieti følger en stund floden Velino opad til Terme di Cotilia, som romerne udnyttede – eller rettere sagt, som blev sat i værdi af en så talrig bebyggelse, at der i nærheden blev åbnet et egentligt kurcenter med termiske kilder, hvis vand altid er varmt, syrligt og svovlholdigt.

Fortsætter man, kommer man til Antrodoco lige under Monte Giano, hvor romerne også her anlagde endnu et kurbad. Men Via Salaria stopper ikke her, men fortsætter mod nord langs floden og gennem kløfter og bjerge. Her træder romernes kultur og dygtighed utvivlsomt i forgrunden. For at overvinde alle disse “uforudsete forhindringer” overgik Augustus’ og Trajans ingeniører sig selv ved at anvende tekniske løsninger, der stadig forbløffer os i dag.

Når man har passeret bjergene, fortsætter Via Salaria langs sletten i Marche i Tronto-dalen, hvor man møder byer, der også i dag er kendte og vigtige, såsom Pescara del Tronto, Acquasanta Terme (som romerne også udnyttede som kursted på grund af det hvidlige vand), Lettera, Posta, Favalanciata og Quintodecimo, indtil man når frem til Ascoli Piceno. Når man fortsætter længere frem, møder man endelig havet nær Castrum Trentium, en lokalitet tæt på Porto d’Ascoli i kommunen San Benedetto del Tronto.