Palatino-museet

Colosseo-museet, der ligger på amfiteatrets anden etage, byder på en tematisk rundvisning i udstillingsområdet. Et gennemtænkt skiltesystem udpeger de mest interessante ruter, så man får mest muligt ud af besøget.

De seneste års arkæologiske undersøgelser har sammen med de nyeste udstillinger og de trykte publikationer, som de har dannet grundlag for, givet eksperterne en bedre forståelse af Colosseums lange levetid, dets genbrug og endda dets ideologiske betydninger. Museets udstillingsforløb samler de mest bemærkelsesværdige genstande fra bygningen og udgravningerne, organiseret på en måde, der illustrerer monumentets vigtigste aspekter gennem hypertekstuelle og hypermediale udvidelser.

Den første afdeling udgør museets udgangspunkt og tager udgangspunkt i arkitekturen i det store antifteater, hvor der udstilles elementer som kapitæler og fragmenter af gelændere samt den stemningsfulde rekonstruktion af vomitoria. I denne afdeling fremhæves monumentets betydning som arkitektonisk forbillede gennem tiderne. En signatur, som Hubert Robert efterlod på Colosseos “levende kød”, udgør et tydeligt kunstnerisk eksempel på en eksistentiel identifikation med bygningen. Malerierne, der er gengivet på forklaringspladerne, viser trofast, hvordan stueetagen blev anvendt, i overensstemmelse med de skikke, der allerede var indført i senmiddelalderen.

Det andet afsnit belyser amfiteatrets funktion og dagligdagen derinde ved hjælp af modeller og fund, der er udstillet i vitriner. Derudover vises graffiti, mosaikker og relieffer, der beskriver gladiatorernes erhverv og motiver fra venationes.

Det tredje afsnit er viet til tilskuerne, med de såkaldte »loca senatori«, hvis inskriptioner viser en opdeling af siddepladserne på tribunen. En række udstillede marmorstykker beskriver monumentets skulpturelle udsmykning, herunder deres oprindelige placering, hvis denne er kendt.

Det fjerde afsnit fokuserer på monumentets ideologiske genbrug, idet det i kejserperioden blev omdannet til et symbol på det nye imperium. Dette afsnit fortsætter derefter med en beskrivelse af Colosseum i middelalderen, dets “kristning” og, som en kontrast hertil, fremstillingen af et “magisk” og dæmonisk Colosseum.

Udstillingsruten på Colosseo-museet afsluttes med afsnittet om den “filologiske” rekonstruktion af Lucangelis model og de “løvfyldte buegange” fra de romantiske udsigtsbilleder og skrifterne fra Grand Tour.